Indtast din registrerede e-mail:
Indtast ny adgangskode:

Vores hus​

​På Åstedet ligger vi vægt på at skabe en hjemlig ramme. 

At have et hjem er et helt centralt behov - også når man er nødsaget til at skabe det uden far eller mor. Vores hus er derfor indrettet med en bevidsthed om ikke at fremstå institutionaliseret. Af samme grund, skilter vi heller ikke med at være et opholdssted.

​Vores hus er hyggeligt indrettet  med dejlig fællesstue med åbent køkken og udgang til terrasse og have. Stuen er husets hjerterum, her spiser vi alle måltider og samles ofte til spil, hygge og småaktiviteter.

I kælderen har vi et stort aktivitetsrum med blandt andet  poolbord, tv, play-station og dart.

Åstedet har 5 store værelser; tre på 1. salen og to i stueetagen. De unge er selv med til at beslutte hvordan deres værelse skal indrettes - for nogen har det stor betydning at have deres egne ting med hjemmefra. Ved indflytning aftales det hvad den unge ønsker at have med og hvad der ellers skal til for at skabe det rum, den unge har behov for. 

​Af respekt for de unges oplevelse af at være et hjem, byder vi ikke bare folk indenfor. Møder afholdes i vores dertil indrettede lokale ved siden af huset, således at de unge i videst mulig udstrækning ikke mødes af andre end dem, der for dem er kendte i huset.

Om Opholdsstedet

​Fonden Åstedet er et opholdssted, der tager hånd om den enkelte og giver denne udfordringer, der passer til den enkeltes niveau.​ Vi har fokus på altid at omvende de negative forventninger til positive i form af succesoplevelser og dermed styrke den positive selvfølelse.