Indtast din registrerede e-mail:
Indtast ny adgangskode:

Mor til anbragt ung fortæller​

Forældre samarbejde

Det at være forælder til et barn eller en ung, som er anbragt udenfor hjemmet kan være en rigtig svær og smertefuld proces. 


Jeg er mor til en datter som blev ”frivillig” anbragt på Åstedet da hun var 16 år. Det var en enormt svær afgørelse for mig som mor at godkende.


Det at erkende - at jeg som mor ikke magtede opgaven at være mor, ikke var den bedste omsorgs person, rollemodel og opdrager for mit barn på daværende tidspunkt. Det fyldte mig med mange modsatrettede følelser.

Min egen barndom og ungdom var fyldt med svigt fra mine forældres side, min mor var psykisk syg og min far alkoholiker. Det fik den konsekvens at jeg som 9 årig henvendte mig til kommunen og bad dem fjerne mig fra mor - som jeg efter mine forældres skilsmisse boede hos.


Derefter boede jeg på adskillige døgninstitutioner, afbrudt af mange kort varige hjemsendelser til mor – i et håb om det nu gik bedre.


Hvilket det altid kun gjorde kortvarigt, da min mor ikke var samarbejdsvillig og ikke fik tilbudt den nødvendige hjælp, for at se kunne se på egen adfærd og egne mønstre.. Se på de ting hun slæbte med sig i rygsækken fra egen barndom og ubevidst overførte på os børn.


Fordi jeg både følte mig svigtet af mine forældre og systemet, havde jeg svoret at mine børn ALDRIG skulle døgnanbringes.


Jeg måtte dog smide håndklædet i ringen.
Jeg måtte erkende at de senfølger fra egen opvækst jeg slæbte med ind i mit voksenliv, de påvirkede min datter så meget og så voldsomt at vi behøvede hjælp udefra. Og at det ikke er flovt at have problemer, det er flovt hvis man ikke gør noget ved dem.

Da beslutningen om at min datter skulle på Åstedet blev taget, brød min verden nærmest sammen.

Det jeg elskede mest i denne verden, mit kød og blod og hende jeg havde svoret aldrig skulle fjernes hjemmefra – måtte jeg overlade i andres varetægt. Jeg måtte erkende at jeg trods årelang og ihærdig kamp – ikke var lykkedes som mor. Sådan var min konklusion.


Så jeg havde modstand på og var enormt vred. Jeg var flov over at tage mod hjælp og opfattede mig selv som en total mislykket mor.


Jeg havde modsatrettede følelser i mig. På den ene side kunne jeg godt mærke vi havde brug for hjælp og på den anden side havde jeg svært ved at give slip og modtage den. Tro på at det kunne være godt for os som familie.


Jeg havde jo ikke de bedste erfaringer med det at være døgnanbragt og resultatet af at kommunen gik ind over i min barndom.

De følelser som var i mig, kunne min datter jo både se og fornemme.


Så hun følte sig jo også splittet og havde vrede og modstand på i starten af opholdet på Åstedet.
Dette varede heldigvis ikke ved. Med hjælp fra dygtigt og kompetent personale på stedet, slap jeg gradvis min vrede, min mistillid og modstand. Jeg kunne jo se min datter fik det bedre.

Igennem ugentlige samtaler, hvor jeg mødte et åbent varmt forstående personale, som jeg følte anerkendte og respekterede mig som mor. 


Og som samtidig hjalp mig til bedre at kunne handle, til bedre at kunne være en god rollemodel og mor for min datter.

Det gode forælder samarbejde som Åstedet praktiserede, er for mig at se ganske vigtigt og afgørende for et vellykket resultat af opholdet for den unge. Jeg er Åstedet dybt taknemmelig for den hjælp de gav mig til at kunne opbygge et bedre og mere givende forhold til min datter.
Og ikke mindst er jeg Åstedet taknemmelig for den store positive og gode betydning opholdet fik for min datter og hendes fortsatte udvikling.

Et skub og en påvirkning - der er medvirkende til at hun i dag har et dejligt trygt og godt liv.​

Om Opholdsstedet

​Fonden Åstedet er et opholdssted, der tager hånd om den enkelte og giver denne udfordringer, der passer til den enkeltes niveau.​ Vi har fokus på altid at omvende de negative forventninger til positive i form af succesoplevelser og dermed styrke den positive selvfølelse.